Begravelseshjælp

Når du mister et kært familiemedlem, har du mulighed for at søge om begravelseshjælp til bisættelsen eller begravelsen. Det er blandt andet Udbetaling Danmark, forskellige fagforeninger og lignende, som yder begravelseshjælp. Du kan f.eks. søge om begravelseshjælp som efterlevende ægtefælle, datter eller søn.   

Du kan ansøge om hjælp til begravelsen, hvis du har fået boet udlagt af Skifteretten, og afdøde havde ret til dansk sygesikring. Du kan få begravelseshjælp, uanset om afdøde skal begraves eller bisættes. 

Hos Krabbes Begravelsesforretning i Lemvig, Struer og Thyholm hjælper vi dig altid gerne med at få overblik over, hvem du kan få begravelseshjælp fra, ligesom vi naturligvis også gerne hjælper med at ansøge om begravelseshjælp hos Udbetaling Danmark. Alle har som udgangspunkt ret til at søge om begravelseshjælp, men der findes forskellige regler for, hvem der kan få udbetalt begravelseshjælp.

Du kan læse mere om støttemulighederne på borger.dk Her finder du også guiden ”Når livet slutter,” som giver dig overblik over de forskellige retningslinjer og regler for bisættelser og begravelser og andre hensyn, det er vigtigt, at du tager stilling til i forbindelse med et dødsfald.

Læs mere om begravelseshjælp på borger.dk her.

Hvor meget kan du få i begravelseshjælp?

Begravelseshjælp fra Udbetaling Danmark får du udbetalt som et engangsbeløb, og du skal ikke betale skat af begravelseshjælpen. Ansøgningen om begravelseshjælp fra Udbetaling Danmark sker på borger.dk.

Hvor meget, du kan få udbetalt i begravelseshjælp, afhænger af, hvor gammel den afdøde var, den afdødes familieforhold, afdødes formue og eventuel ægtefælles formue.

Hvis den afdøde var mere end 18 år, kan du maksimalt får udbetalt 12.500kr. (2024) i begravelseshjælp.

Begravelseshjælpen afhænger af formuen – og hvis formuen overstiger bestemte beløb, nedsættes begravelseshjælpen eller bortfalder helt. Formuen kan f.eks. være indestående i banken, værdi af ejendom, pantebreve og kursværdi af aktier, kontanter og lignende. Du kan se de specifikke krav og læse, om du har ret til begravelseshjælp på borger.dk.

Det kan være svært at overskue reglerne for, om du er berettiget til begravelseshjælp fra blandt andet Udbetaling Danmark, og derfor hjælper vi hos Krabbes Begravelsesforretning i Lemvig, Struer og Thyholm altid gerne med ansøgningen.

Hvornår får du begravelseshjælp udbetalt?

Når du ansøger om begravelseshjælp hos Udbetaling Danmark, skal din ansøgning behandles, inden du modtager begravelseshjælpen.

Udbetaling Danmark har en sagsbehandlingsfrist på fire uger fra den dag, Udbetaling Danmark modtager din ansøgning og dokumentation. Derfor er det meget vigtigt, at alle de oplysninger, du giver til Udbetaling Danmark, er korrekte, samt at du vedhæfter den nødvendige dokumentation. Hvis der er fejl i oplysningerne, eller du ikke har vedhæftet den rigtige dokumentation, kan det tage længere tid at behandle din ansøgning om begravelseshjælp hos Udbetaling Danmark.

Du skal huske at sende dokumentation for formue og gæld, hvis du søger om formueafhængig begravelseshjælp hos Udbetaling Danmark. Du skal også huske at medsende dokumentation fra skifterettens behandling af boet.

Først når du har sendt de rigtige oplysninger og dokumentation, kan Udbetaling Danmark behandle din ansøgning om begravelseshjælp.